Orienteringsløb mens Coronavirussen raser.
Da der ikke er nogen nævneværdig smittespredningsrisiko ved individuelt at løbe en tur i skoven og finde nogle poster, har vi forsøgt at finde en metode hvorved vi kan fortsætte med at løbe ViKaSki orientering og andre træningsløb uden at forårsage en smitterisiko. Vi vil derfor tilbyde orienteringsløb som selvtræning som beskrevet herunder.
I bedes læse det hele igennem grundigt, inden I downloader en bane og løber i skoven!
Antallet af baner til rådighed er afhængig af den enkelte banelægger og mulighederne i skovene, men der tilstræbes at være de normale 4 baner:
- Bane 1 Svær 7-9 km
- Bane 2 Svær 5-6 km
- Bane 3 Svær 3,5 til 5 km
- Bane 4 Mellemsvær 3-5 km.
Man er velkommen til selv at korte af og lave egne baner på de poster der er sat ud. (Her skal man så være opmærksom på, at sporet ikke passer i o-track)
- Der vil ikke være hjælpere ved start og mål.
- Indtil videre udsættes der kun postskærme til de planlagte ViKaSki orienteringsløb og andre træningsløb. Der vil dermed ikke være postenheder i skoven, da de ved berøring kan være smittebærer mellem løbere og vi vil ikke risikere, at de bliver fjernet.
- Vi vil til gengæld tilbyde O-track som tidtagning og sammenligning mellem løbere der ønsker det. Læse mere på https://o-track.dk.
- Der vil normalt være fri adgang til at løbe banerne i perioden kl. 10.00 til kl. 20.00.
- Der opfordres til at sprede løbstidspunkterne over hele dagen. så man på intet tidspunkt er samlet mere end 10 personer.
- Tag de nødvendige forholdsregler i forhold til Corona-smittefaren.
- Hold afstand til andre, både før under og efter løbet.
- Der er plads nok i skoven til at løbe uden om, eller løbe ind i siden af vejen. Hvis man gerne vil have lov til at overhale en anden løber på en smallere sti, kan man råbe ”Bagfra”, hvilket er en anmodning til den foran om at trække lidt til siden, så man kan passere i en fornuftig afstand.
- Generelt skal man følge myndighedernes anbefalinger, så vi kan gennemføre ViKaSki orienteringsløbene og andre træningsløb til glæde for så mange som muligt.
- Kort og eventuelt løbsinstruktion til det enkelte træningsløb vil blive lagt op på klubbens hjemmeside, så man selv kan downloade og printe ud.
- Til ViKaSki- løbene kan man finde løbsinstruktion og kort til download i aktivitetskalenderen på Viborg OK, Karup OK og Skive AMOK hjemmesider.
- Kort i begrænset mængde vil eventuelt være til rådighed ved startstedet sammen med håndsprit. I så fald vil det fremgå af løbsinstruktionen.
- Alle kan deltage – ikke kun klubbens medlemmer.
Har I spørgsmål eller kommentarer. Så kan I kontakte Kai Hesselberg tlf.: 30233278 eller på mail til kaihesselberg@hotmail.com
Følg med på Aktivitetskalenderen. Her vil der være link til løb og kortfiler. Vi ses (på afstand) i skoven….
2 Kommentarer on “Selvtræning under coronakrise”